Danmark viste sig som det ultimativt overlegne hold ved verdens mest prestigefyldte kokkekonkurrence, der netop af afsluttet. 

Det er sjette gang at Danmark er at finde på vinderpodiet til Bocuse d’Or, og anden gang at Danmark henter guld. Ved gårsdagens kåring var dommerne dog ikke i tvivl; Danmark indtog en klar førsteplads, og flere af dommerne var henne og ønske den danske kandidat, Kenneth Toft-Hansen, tillykke med sejren allerede inden kåringen.

“Det er et øjeblik jeg har ventet længe på og kæmpet hårdt for, så det er fantastisk at stå her nu. Jeg har arbejdet intensivt siden september sidste år, og jeg følte dagen igennem i køkkenet en sikkerhed om at jeg ville lykkedes med alle detaljer. Det gjorde vi. Vi ramte et godt niveau, og der var ingen overraskelser. At det hele klappede i køkkenet, skyldes ikke mindst min fantastiske assistent Christian Wellendorf. Han fik fuldt fortjent prisen som bedste ’commis’! Han har givet det alt, han har i sig, og har evnen til bevare roen under det store pres,” lød det fra Kenneth Toft-Hansen i det vilde sejrsmoment.

Inspireret af Flora Danica og den danske natur

Kenneths menu havde afsæt i Flora Danica, det klassiske opslagsværk om den skandinaviske flora. Særligt tallerkenretten, en chartreuse med østers, muslinger og grøntsager, havde en stærk Flora Danica-æstetik, som man også kender den fra Royal Copenhagens håndmalede porcelæn. Fadretten, en kalvekam, bar titlen “Winter Flora Danica”, og fandt inspiration i ingredienser, man kan finde ved de danske kyster såsom hybenroser, enebær og vild timian.

Vindermenuen: Tallerkenretten “Nature” og fadretten “Winter Flora Danica” 

Danmarks næste kandidat til Bocuse d’Or skal findes i en udvælgelseskonkurrence d. 28. august 2019 i Bella Centeret i København. Europamesterskaberne afholdes i 2020 i Tallinn i Estland.