Nu er der kun få dage til at Bocuse d’Or løber af stablen i Lyon. Det danske hold, bestående af kok Kenneth Toft-Hansen og hans commis Christian Wellendorf, skal op den første dag – den 29. januar – som hold nummer 12. De er det sidste hold, der den pågældende dag skal servere mad for dommerpanelet. Blandt de øvrige lande, der dyster den første dag, er Island, der fik bronze ved det sidst afholdte Bocuse d’Or, og værtslandet Frankrig, der normalt er at finde som medaljevindere, men som faktisk ikke har haft en plads på podiet siden Bocuse d’Or 2013.

Tallerkenretten skal være en grøntsags-chartreuse med skalddyr. En chartreuse er en fransk ret i fast form, der daterer tilbage til det 18. århundrede. Valget af retten er en hyldest til kokken Joël Robuchon, der ligesom Paul Bocuse døde sidste år. Robuchon var den første og seneste ærespræsident for Bocuse d’Or og var berømt for sin chartreuse.

Den bundne ingrediens i hovedretten er kalvekam af fransk sødmælkskalv. Derudover må der vælges imellem nyre, brisler, tæer, mave eller lever fra kalven.

Hver kokketeam har 5 timer og 35 minuter til at gøre retterne klar. Tallerkenretten skal stå klar efter 5 timer og efterfølgende har de så 35 minutter til at klargøre fadet.

Bocuse d’Or kan livestreames fra Bocuse d’Ors hjemmeside. Der er præmieoverrækkelse ondag den 30. januar.

Vi støtter den danske kandidat

Når Kenneth og Christian om lidt skal dyste mod andre kokke fra den gastronomiske topliga, er det med Convotherm-ovne og induktionskogetoppe fra HOTRI. Vi vil naturligvis være tilstede under mesterskabet i Lyon og heppe på det danske team.