Ledige job
Servicetekniker
Vi har en teknisk organisation som besidder erfaring og kompetencer på et unikt højt niveau, hvilket gør at Hotri Storkøkken A/S er førende i branchen når det gælder tekniske løsninger kombineret med kvalitetsudstyr.
Servicetekniker – arbejd med unikke serviceløsninger
Hotri Storkøkken A/S Skovlunde – leverandør af innovative og specialtilpassede løsninger
Du fornemmer det med det samme. Kvaliteten i vores materialer, udstyr og maskiner. Den gennemtænkte og funktionelle indretning. Vores specialtilpassede løsninger. Det er dét, der gør forskellen – for kunderne og for kvaliteten i dit arbejde. Som kvalitetsleverandør værdsætter vi lang levetid, og dermed en ansvarlig grøn løsning.
Om Hotri Storkøkken
Hotri Storkøkken A/S er med sine 190 år en af branchens ældste virksomheder, men ikke mindst en kompetence drevet virksomhed. Vi leverer og servicerer storkøkken- og kantineudstyr til hospitaler, plejecentre, skoler, cateringvirksomheder, kantiner, restauranter og hoteller over hele Danmark. Vi er med kunden hele vejen. Lige fra projektering, salg og montering til undervisning i brugen af køkkenet og til løbende at servicere og vedligeholde det.
Læs mere om os på www.hotri.dk
Har du teknisk erfaring? Vil du være en del af en familievirksomhed med et stærkt sammenhold og hvor du har stor indflydelse på vores fremtidige udvikling indenfor teknik og Service? Vi er i rivende udvikling og søger derfor en tekniker til vores stærke team.
Som vores nye Servicetekniker får du 32 dedikerede kolleger. Vi har en ambition om fortsat at skabe vækst i vores forretning så endnu flere danske virksomheder kan få glæde af vores kvalitetsstorkøkkener- og tilbehør.
Du vedligeholder og reparerer storkøkkener
Din dag starter med, at du i vores servicesystem tjekker, hvem du skal besøge. Herfra kører du ud på dagens tur, hvor antallet af besøg kan variere – men du ved, at kvalitetsarbejde tæller mere end antallet af kundebesøg. Dine kunder tæller bl.a. skoler, Kantiner, restauranter, plejecentre og hospitaler samt cateringfirmaer og centralkøkkener primært i Storkøbenhavn og på Sjælland.
Primære arbejdsopgaver og ansvarsområder:
- udføre fejlsøgninger og foretage reparationer
- montere og opstarte nyt udstyr – fx konvektionsovne, tunnelopvaskemaskiner, kipgryder eller andre køkkenmaskiner
- udføre faste serviceeftersyn
- rådgive kunder om det fremtidige vedligehold
- Afslutte opgave med elektronisk servicerapport
Du deltager også i vores faste servicemøder, hvor vi taler om, hvordan vi kan give vores kunder endnu bedre service, samt deler viden og daglige oplevelser. Derudover har hele virksomheden månedlige morgenmøder og muligheden for deltagelse i hyggelige firma arrangementer.
Stærkt sammenhold og teknisk udvikling
Her er engagementet virkelig til at tage og føle på. Som medarbejder hos Hotri mærker du nemlig hurtigt vores stærke sammenhold og gensidige respekt kollegerne imellem.
Det er vigtigt for os at have en uformel og humoristisk omgangstone og selvom du arbejder i en selvstændig rolle, så kan du altid ringe til en kollega, og få teknisk sparring eller tage en snak med din nærmeste leder om stort og småt.
Du får muligheden for et udfordrende job med karrieremæssig og faglig udvikling i en velkonsolideret virksomhed som er en spændende arbejdsplads med et stærkt værdisæt.
Udadvendt og detaljeorienteret Servicetekniker med erfaring
- Du har teknisk erfaring fra storkøkkenbranchen eller tilsvarende brancher med særskilt serviceafdeling
- Eller du er elektriker, industritekniker, køletekniker, mekaniker med erfaring
- Du har stærk teknisk forståelse
- Du arbejder struktureret og er god til at samarbejde med vores servicekoordinatorer, der dagligt foretager bookninger
- Du behersker dansk i skrift og tale
- Du behersker engelsk på brugerniveau
- Du har kørekort B og kan fremvise en ren straffeattest
- Du er serviceminded til fingerspidserne, du er stolt over dit arbejde og din virksomhed og leverer kvalitetsarbejde – hver gang
Er du vores nye kollega?
Ved din tiltræden vil du således få en grundig introduktion og oplæring til vores udstyr og systemer af vores dygtige kollegaer, som hver har deres ekspertiseområde.
Her får du en god, fast løn inkl. sundhedssikring og pension, egen varebil, fri telefon og tablet samt funktionæransættelse.
Rekrutteringen sker i samarbejde med Tosch Consulting, og vil du vide mere om
stillingen, er du velkommen til at kontakte Managing Partner Torben Schiermer på
telefon +45 29 65 11 05 eller mail ts@toschconsult.com
Servicechef
Vi har en teknisk organisation som besidder erfaring og kompetencer på et unikt højt niveau, hvilket gør at Hotri Storkøkken A/S er førende i branchen når det gælder tekniske løsninger kombineret med kvalitetsudstyr.
Servicechef til Hotri Storkøkken
Om virksomheden
Hotri Storkøkken er en specialiseret leverandør af professionelle storkøkkenløsninger til blandt andet hospitaler, centralkøkkener, cateringfirmaer, plejecentre, kantiner, skoler institutioner, restauranter, hoteller og fødevareproduktion.
Virksomheden leverer rådgivning, salg, installation og service og er kendt for høj faglighed, stærke kunderelationer og en praktisk tilgang til opgaverne.
Som led i den fortsatte udvikling søger Hotri en Servicechef, der kan videreudvikle serviceforretningen og styrke organisationen i Danmark.
Stillingen
Som Servicechef får du det samlede ledelsesansvar for Hotris serviceorganisation i Danmark og dermed en central rolle i en vigtig del af forretningen. Du får ansvar for at sikre en stærk daglig drift, høj kvalitet i serviceleverancen og fortsat udvikling af en serviceforretning med stort potentiale.
Du bliver leder for teknikerteamet og servicekoordinatorerne i Servicedesk-funktionen og får dermed en hverdag tæt på både mennesker, drift og kunder. Serviceorganisationen håndterer reparation og fejlafhjælpning, kunderådgivning, serviceaftaler, filterskift samt montageopgaver, og du får en vigtig opgave i at udvikle retning, struktur og sammenhæng på tværs af disse aktiviteter.
Stillingen rummer både klassisk driftsledelse og et tydeligt udviklingsperspektiv. Du får bundlinje-ansvar for serviceområdet med fokus på vækst i omsætning, styrke indtjening pr. tekniker, høj kapacitetsudnyttelse og en fortsat udvikling af serviceforretningen som en stærk og skalerbar del af Hotri
Derudover bliver du en nøgleperson i den fortsatte professionalisering af Hotris field service-setup. Det indebærer blandt andet at videreudvikle planlægning, serviceprocesser og den samlede kundeoplevelse, herunder de digitale løsninger, der skal gøre det lettere for kunderne at samarbejde med Hotri. Rollen giver derfor en attraktiv kombination af ledelse, kommercielt ansvar og reel mulighed for at præge, hvordan serviceforretningen skal udvikle sig de kommende år. Hotri har meget ambitiøse økonomiske vækstmål, men også klare mål for kundetilfredshed og for medarbejder-tilfredshed.
Den nuværende Servicechef, Søren Thomsen, overgår til en anden rolle i virksomheden, hvilket sikrer en god overlevering og faglig sparring i overgangsperioden.
Ansvarsområder
Dine primære ansvarsområder bliver blandt andet:
Ledelse og drift
- Daglig ledelse af teknikere og servicedesk
- Videreudvikle struktur, retning og høj kvalitet i serviceleverancen
- Sikre tæt ledelse og sparring med både teknikere og koordinatorer
- Ressource- og kapacitetsstyring
- Ansvar for prioritering og koordinering af service- og montageopgaver
Forretningsudvikling
- Ansvar for omsætning og indtjening i serviceforretningen
- Udvikling og vækst i serviceaftaler
- Optimering af indtjening og effektivitet per tekniker
- Sikre høj kunde- og servicetilfredshed
- Bidrage til udvikling af nye servicekoncepter og services
Optimering og professionalisering
- Udvikling af field service mindset med øget fokus på direkte rådgivning til den enkelte kunde
- Optimering af planlægning og udnyttelsesgrad
- Vurdering og eventuel implementering af planlægningsværktøjer
- Bidrage til udvikling af digitale kundeløsninger, herunder et kommende kundeunivers
Faglige kvalifikationer
Vi forestiller os, at du:
- Har erfaring med ledelse af en service- eller field service-organisation
- Har erfaring med drift, planlægning og koordinering af services i marken
- Har kommerciel forståelse og erfaring med P&L-ansvar
- Har arbejdet med optimering af kapacitet, planlægning og ressourceudnyttelse
- Gerne har erfaring med implementering eller anvendelse af field service-/planlægningssystemer
- Har erfaring med udvikling af serviceforretninger og serviceaftaler
Personprofil
Vi leder efter en personprofil, der kan skabe følgeskab gennem synlig og nærværende ledelse, og som trives med at være tæt på både driften og menneskene i organisationen. Du arbejder struktureret og driftssikkert, formår at skabe overblik i en hverdag med mange samtidige opgaver og er god til at prioritere, når tempoet er højt. Du arbejder desuden naturligt på tværs af organisationen og styrer de mange berøringsflader med ro og autoritet.
Samtidig har du en kommerciel forståelse og et naturligt blik for, hvordan høj kvalitet, god ressourceudnyttelse og stærke kunderelationer hænger tæt sammen. Du er pragmatisk, løsningsorienteret og troværdig i din måde at arbejde på, og du evner at balancere kravene til forretning, kvalitet og trivsel. Du motiveres af en rolle, hvor du både skal sikre stabil drift her og nu og samtidig drive udvikling og professionalisering med et langsigtet perspektiv.
Hotri tilbyder
Hos Hotri får du en central lederrolle med stor indflydelse og ansvar for et vigtigt og voksende forretningsområde. Du træder ind i en virksomhed med stærke kunderelationer, høj faglighed og en jordnær kultur, hvor beslutningsvejene er korte, og hvor der er reel mulighed for at gøre en forskel.
For den rette profil er der tale om en mulighed for at præge udviklingen af serviceforretningen markant – både organisatorisk, kommercielt og i forhold til de processer og teknologier, der skal understøtte fremtidens serviceleverance. Rollen egner sig derfor godt til en leder, der motiveres af at skabe resultater gennem både mennesker, struktur og forretningsudvikling.
Kontakt
Hotri Storkøkken samarbejder med Leadr Recruitment om denne position. Vil du vide mere kan du kontakte Partner i Leadr Recruitment, Claus Porse – mobil 2087 8617 – eller Project Manager, Mille Hjort Jensen, mille@leadr-recruitment.dk
Hotri Storkøkken A/S
Hotri Storkøkken A/S leverer og servicerer storkøkkenløsninger- og kantineudstyr til hospitaler, plejehjem, skoler, kantiner, restauranter og hoteller over hele Danmark.
Vi har en teknisk organisation, som besidder stor erfaring og kompetencer på et unikt højt niveau, hvilket gør, at Hotri A/S er førende i branchen, når det gælder tekniske løsninger kombineret med kvalitetsudstyr. Vi er en innovativ virksomhed, og kan påtage os den fulde entreprise omkring store projekter. Det betyder også, at vi ved meget komplicerede opgaver har ekspertisen til at udvikle unikke, skræddersyede udstyrsløsninger i samarbejde med kunden.
Vi er med kunden hele vejen - lige fra projektering og montering over undervisning i brugen af køkkenet og til løbende service og vedligehold af det.
Med vores snart 190 år er Hotri A/S absolut en af de mest velkonsoliderede virksomheder i branchen både fagligt og økonomisk.
Denne platform er udgangspunktet for det væksteventyr, som Hotri nu er påbegyndt.